Lokalt navn: Hravatska

Areal: 56.542 km2

Befolkning: ca. 4,5 mill

Hovedstad: Zagreb

Ørige: 1185 øer

Kystlinie: 1.777 km

Uafhængighedsdag:        25. juni 1991

 

Fakta

Vi glæder os til at fortælle dig lidt om Kroatien og håber at du får lyst til at besøge dette storslåede og imødekommende land.

Kroatien omfatter Slavonien, Dalmatien og øerne i Adriaterhavet. På Kroatisk hedder Kroatien Republika Hravatska eller bare Hravatska. Den 25. juni er Kroatiens Uafhængighedsdag da Kroatien blev anerkendt som selvstændig republik den 25. juni 1991.

Kroaterne kalder selv deres land "Vores smukke Fædreland" og med rette. Der er over 1000 øer og klipperev som er smukt bevaret. Seks områder i Kroatien er placeret på UNESCOs verdensarvsliste, Trogir er bl.a. på denne liste. Zagreb er landets hovedstad og et kunst- og kulturcentrum med utallige museer og gallerier, som huser verdenskendte udstillinger og festivaler.

"Vores smukke Fædreland" er i øvrigt første strofe i den kroatiske nationalsang "Lijepa naša Domovino". Størrelsesmæssigt ligger Kroatien i den europæiske mellemgruppe af lande sammen med bl.a. Danmark, Irland, Slovakiet og Schweiz. Kroatiens areal udgør 56.542 km2.

Kroatien er i udpræget grad et ørige med over tusind øer. Hver eneste af dem er anderledes - har du set én, mangler du stadigvæk at se 1.184 øer, småøer og klippeøer endnu langs den 1.777km lange Adriaterhavskyst. Mange er beboede - der er faktisk kun 47 små øer som ikke er beboet - men hver ø er noget for sig og har sin egen historie og skæbne.

Det første besøg til Adriaterhavets kyst og øerne er en rejse ud i det ukendte. Men hver følgende rejse bliver en tilbagevenden til dette lands skønheder, så forskellige og dog altid lige fascinerende.

I Kroatien bor der lidt under 4,5 millioner mennesker, hovedparten er kroatere, men der bor også serbere, slovenere, bosniere, italienere og tjekker. I Zagreb bor der ca. 780.000 mennesker. I Split, som er Kroatiens 2. største by, bor der ca. 200.000 mennesker.

Klimaet i Kroatien er forskelligt alt afhængig af hvor i landet du er.  I nord og øst er der fastlandsklima, ved kysten middelhavsklima og i landets sydcentrale dele er der højlandsklima.

Velkommen til KroatiskFerie

info@kroatiskferie.dk

KroatiskFerie